Nyhedsbrev Februar 2019: Nyt produkt, hjælpemiddelmesser og andre spændende nyheder

Velkommen til dette års første nyhedsbrev. I dette nyhedsbrev kan du læse om et nyt spændende produkt, forskellige hjælpemiddelmesser, et meget spændende besøg hos Blindecenter Bredegaard, og demonstrationer af hjælpemidler rundt omkring i landet.

Det er næsten for sent at ønske folk et godt nytår. V.I. Data håber alligevel, at du som læser dette har fået en god start på år 2019.

V.I. Data præsenterer Orbit Reader 20: Et meget billigt punkt notatapparat.

V.I. Data er meget stolte af at kunne præsentere Orbit Reader 20 i Danmark. Orbit Reader 20 er et meget billigt punkt notatapparat til blinde punktlæsere, som kun koster 6500 kr. inkl. moms.

Maskinen har 20 meget tydelige punktceller, er nem at betjene, understøtter alle kendte skærmlæsere via Bluetooth og USB og kan læse og skrive notater fra SD hukommelseskort.

Orbit Reader passer til dig, som kan leve med et notatapparat med begrænsede funktioner, dig som måske kunne bruge et ekstra billigt notatapparat til specifikke opgaver eller dig, som ikke bruger så meget punktskrift i hverdagen, men som alligevel har behov for enten at læse eller skrive punktskrift.

Læs meget mere om denne spændende nyhed ved at klikke her

Hjælpemiddelmesser.

Kom med til en eller flere af de spændende hjælpemiddelmesser. De fleste er både for private brugere, pårørende, fagfolk og alle andre, som har interesse indenfor hjælpemidler til synshandicappede.

Dansk Blindesamfunds Konference og udstilling: “Vejen Frem.”

Fredag den 22. Marts afholder Dansk Blindesamfund en kombineret konference og hjælpemiddeludstilling. Det foregår på Fuglsangcentret: Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia fra kl. 10 til 18:30.

På hjælpemiddeludstillingen kan du se de mange nye spændende hjælpemidler, hvor bl.a. V.I. Data også vil være præsenteret. På konferencen kan du høre om følgende spændende emner:
• Selvkørende teknologier – hvordan blinde og svagsynede kan anvende selvkørende teknologier, busser og selvkørende biler i fremtidens offentlig befordring.
• Udfordringer for blinde og svagsynede i det moderne byrum, herunder ved ”shared spaces”, terror og klimasikringsløsninger
• Indendørs og udendørs navigation, iBeacons, GPS sonarløsninger.
• Anvendelse af mobilitystokken (Den hvide stok), førerhund samt fysisk ledsager og anvendelse af andre teknologiske løsninger herunder brug af kunstig intelligens, Wearables mv.

Det er gratis at deltage på konferencen og hjælpemiddeludstillingen. V.I. Data fejre denne dag ved at give 10% rabat på alle produkter. Rabatten kan kun opnåes ved fysisk fremmøde, og ved henvendelse på hjælpemiddeludstillingen i tidsrummet mellem kl. 10 og 18:30 den 22. Marts 2019.
Vi glæder os til at se netop dig på hjælpemiddeludstillingen. Kontakt Dansk Blindesamfund for yderligere information.

Syn og Hjælpemidler 2019.

Kom med til Syn og Hjælpemidler 2019, som afholdes onsdag den 22. og torsdag den 23. Maj 2019.

Læs meget mere om Syn og Hjælpemidler ved at klikke her

Nedsatsyns Hjælpemiddelmesse 2019.

Efter den store success sidste år, afholder Nedsatsyn en hjælpemiddelmesse i år igen. Hjælpemiddelmessen bliver afholdt lørdag den 14. September 2019.

Hold øje med Nedsatsyns hjemmeside..

Besøg på Blindecenter Bredegaard.

Jeg besøgte Blindecenter Bredegaard i to dage for dels at drøfte samarbejdsmuligheder i fremtiden, og dels for at se hvad det er for et sted. Det var en meget spændende tur som jeg gerne vil fortælle om her i nyhedsbrevet, så du som læser også kan få et indtryk af, hvad Blindecenter Bredegaard er for et sted.

Hvad er Blindecenter Bredegaard?

Blindecenter Bredegaard ligger i udkanten af Fredensborg i det nordlige Sjælland. Bredegaard er et sted for synshandicappede, som også har andre ting at kæmpe med. Det kan evt. være ekstra handicaps, både fysiske og psykiske, ud over deres synshandicap. Bredegaard har derfor ikke bare specialiseret sig indenfor synshandicappede og blinde, men også kombinationer af forskellige handicaps, hvor synshandicap bare er et af dem.

Bredegaard tilbyder følgende:

  • Botilbud, som er beregnet til folk, som har brug for extra hjælp i dagligdagen.
  • Dagtilbud, som består af en lang række former for beskæftigelser, som er tilrettelagt til målgruppen. De har et * værkstedstilbud med væve, træarbejde og metalarbejde.

Bredegaard tilbyder også et samvær og aktivitetstilbud. De skriver selv følgende tekst omkring dette tilbud:
Samværs- og aktivitetstilbuddet på Blindecenter Bredegaard henvender sig til blinde og svagtseende voksne mennesker med varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Her kan de som et alternativ til beskyttet beskæftigelse deltage i sociale aktiviteter og gøremål udenfor hjemmet.
Brugergruppen spænder vidt i kompetencer og interesseområder, og vi bestræber os derfor på i hverdagen, at tilbyde en bred vifte af aktiviteter, som tilgodeser såvel den enkelte brugers interesser, som fællesskabets, og vi arbejder med den enkelte brugers personlige og pædagogiske mål.
Alle i brugergruppen er synshandicappede; en del er døvblinde. Da brugergruppen er bredt sammensat, anvender vi alternative kommunikationsmetoder og hjælpemidler fx taktile tegn, iPad og tegn til tale.
I dagligdagen er brugerne så vidt muligt inddraget i udførelsen af praktiske gøremål, så alle mærker, at de er aktivt deltagende og kan få fællesskabets anerkendelse. I tilgangen til brugerne vægtes relationen højt, således at alle oplever at blive set, hørt og føle sig værdsat.
De individuelle aktiviteter er fx madlavning, indkøb, musik, cykelture, gåture i området, motion, sansestimulering, håndarbejde og meget andet.
Af fællesaktiviteter kan nævnes musik og sang, fællesspisning, udeliv, ”ønskekoncert” med udgangspunkt i gamle erindringsspor, quiz, spil, historielæsning, film, boldspil m.m. Der arrangeres lejlighedsvis ture til skov og strand, bondegård, snoezelhus, museer og løbende aktiviteter relateres til den aktuelle årstid.

Min oplevelse af Bredegaard.

Jeg kunne mærke den glade og positive energi med det samme da jeg steg ud af bilen på parkeringspladsen. Der gik ikke et minut før jeg mødte den første glade og smilende person, som bød mig hjertelig velkommen til stedet. Jeg kunne simpelthen fornemme denne glade og positive energi overalt på stedet. Jeg følte bare med det samme, at det er et rart sted at være…
 
Jeg blev meget hurtigt imponeret over personalet på stedet. De blander sig bare mellem alle beboere ved frokostbordet og snakker med alle. Ikke noget med at personalet sidder for sig selv i frokostpauserne. Der er en kultur på Bredegaard om at alle mennesker skal føle sig ligestillet, og alle snakker med alle.
Jeg blev dog noget overrasket, da jeg satte mig ned til bordet ved nogle af de unge mennesker, som jeg kender i forvejen. Da jeg kom tilbage med min mad, sad jeg pludselig ved siden af Bredegaards forstander, som bare lige havde blandet sig mellem alle os andre. Så vi sad rundt om bordet, beboere, personale og forstanderen og spiste mens vi snakkede om den nyeste teknologi, musik, film og meget mere. Der kom vist også et par frække kommentarer ind imellem… 🙂
Jeg synes personalet gør et imponerende stykke arbejde for at alle mennesker skal føle sig lige, samt hjælpe efter behov på en meget naturlig måde. De hjælper hvis der er behov for det. Hvis man hellere ønsker at klare sig selv, så får man lov til det. de ønsker på en meget naturlig måde, at folk med et synshandicap klare sig selv så meget som muligt, ud fra hvad man nu hver især selv kan klare. Det synes jeg var så utrolig dejligt at se…

Beboerne.

Der var beboere med mange forskellige udfordringer ud over deres synshandicap. Der var mange kørestolsbrugere, autister, folk uden sprog, døvblinde og mange andre former for udfordringer. De var alle meget positive og glade. Alle dem jeg snakkede med havde set meget frem til mit besøg. Sikke en varm velkomst jeg fik…
Jeg havde en interessant og meget særlig oplevelse med en af beboerne, som er autist. Han var meget interesseret i at høre hvilken dato og årstal jeg var født. Blot ved denne information kunne han regne ud hvilken dag i ugen jeg var født. Det tog ham kun et par sekunder at regne ud, at jeg var født på en mandag, hvilket jeg er ret imponeret over han kunne regne ud så hurtigt. Jeg tjekkede det senere i en kalender, og manden havde ret…

Spændende dagtilbud.

Jeg var rundt og se de forskellige dagtilbud, som giver beboerne en meningsfyldt beskæftigelse i hverdagen.
Jeg så træværkstedet, hvor en mand sad og arbejdede med håndtag til Bredegaards egne mobility stokke. Metalværkstedet, hvor der blev arbejdet med alle delene til stokke. Der var mange forskellige maskiner, hvor synshandicappede sad og arbejdede.
Jeg så IT cafeen, hvor der bliver arbejdet med alt indenfor IT og tekniske hjælpemidler for synshandicappede.
Jeg var også inde og se Bredegaards radio, hvor jeg blev interviewet. Det blev et ret godt interview, som du kan høre på følgende link.

Interview med Søren Jensen i forbindelse med et besøg på Blindecenter Bredegaard

Bredegaards produkter.

Jeg skrev tidligere, at beboerne har en meningsfyldt beskæftigelse i værkstederne på Bredegaard. Resultatet kan du se i form af de mange spændende og flotte produkter de sælger. Disse produkter er alle fremstillet af de synshandicappede beboere, som også har andre udfordringer end deres synshandicap.

Du kan se produkterne ved at klikke her

Blinfo.

Bredegaard er de første, som har integreret Blinfo på hele området. Blinfo er et meget spændende produkt, som kan give vigtige orienteringer via mobiltelefonen, alt efter hvor man går på området. På Bredegaard er der opsat små Bluetooth enheder op, som giver besked til mobiltelefonen, når man er ud for en af de mange bygninger. Så får man en besked på mobiltelefonen der fortæller hvilken bygning det er, hvad der foregår denne dag i bygningen samt andre relevante informationer. Jeg fik beskeder om hvad der var på menuen i kantinen, hvem der var på arbejde i de bygninger jeg skulle bruge, samt hvilken bygning jeg stod udenfor, hvis jeg skulle være i tvivl.
Jeg oplevede Blinfo som et meget spændende og brugbart produkt, men også et produkt som jeg skulle vænne mig til at bruge. Ikke fordi det er svært at bruge, men man skal huske at tjekke beskederne fra systemet mens man går. Hvis ikke man ønsker at se på mobilen mens man går, så kan man med fordel læse beskederne efter man har gået turen.
Læs mere om Blinfo ved at klikke her

Produktdemonstration var en kæmpe succes.

Der blev også tid til at demonstrere V.I. Data’s produkter, hvilket var en kæmpe succes. Jeg har sjælden oplevet så enorm en interesse. Der blev afprøvet, trykket, tegnet og stillet mange gode spørgsmål som aldrig før. Det glæder mig enormt meget, at der var så enorm en interesse for de forskellige produkter.

Konklusion.

Jeg blev meget positivt overrasket over at besøge Blindecenter Bredegaard. Jeg havde ikke forventet at opleve et sted, hvor der bliver gjort så meget for folk med et synshandicap, som også har andre ting at kæmpe med.

Jeg er sikker på, at Bredegaard og V.I. Data får et super godt og spændende samarbejde i fremtiden. Jeg glæder mig allerede til at besøge stedet igen…

Hvis du som læser er pårørende, fagperson eller kæmper med andre ting ud over dit synshandicap, så er hermed min varmeste anbefaling til at besøge Blindecenter Bredegaard, så du selv kan opleve dette dejlige sted.

Læs evt. meget mere om Blindecenter Bredegaard på deres hjemmeside ved at klikke her

V.I. Data rejser rundt i hele landet og demonstrere hjælpemidler.

V.I. Data rejser rundt i hele landet og demonstrere hjælpemidler hos kommuner, kommunikationscentre, lokale kredse hos Dansk Blindesamfund samt mange andre steder, hvor folk er interesseret i at høre om vores produkter.
V.I. Data har for nylig afholdt en demonstration i Hammel og i Ebeltoft. Kunne du tænke dig at booke en demonstration, så er du altid velkommen til at kontakte V.I. Data.

Afrunding.

Som du kan læse, så sker der mange spændende ting hos V.I. Data for tiden. Vi er stolte over at præsentere et produkt, som måske kan gøre en stor forskel i forhold til punktskrift her i Danmark.
Det er meget spændende at rejse rundt i hele landet og demonstrere produkter, og møde en masse nye mennesker. De kommende hjælpemiddelmesser er også noget vi ser meget frem til hos V.I. Data.

En stor tak skal lyde til netop dig, som har læst dette nyhedsbrev. Du er med til at gøre en enorm stor forskel.

Mange glade hilsner fra Søren Jensen
V.I. Data.